Hvor startede det hele?
Min rejse begyndte for 8 år siden, da jeg første gang stiftede bekendtskab med tanketerapi. En metode, der arbejder dybt i underbevidstheden og skaber forbindelse mellem krop, sind og de mønstre, vi bærer med os.
Jeg opsøgte terapien for at arbejde med en konkret udfordring i mit eget liv, men det, jeg fik med mig, var langt mere end en løsning – det var en dybere forståelse af mig selv, mit nervesystem og den måde, vi som mennesker reagerer og overlever på.
Det blev begyndelsen på en indre transformation og en voksende nysgerrighed på sammenhængen mellem krop, energi og bevidsthed.
Siden da har jeg arbejdet holistisk med kroppen som indgang til forandring – med fokus på at støtte mennesker i at slippe spændinger, skabe ro i nervesystemet og finde tilbage til deres egen styrke og klarhed.
Min rejse med personlig udvikling
De sidste 8 år har jeg udforsket og arbejdet med mange forskellige metoder inden for personlig udvikling og helhedsorienteret behandling. Jeg har prøvet:
- Kursus i Healing (Reiki 1 & 2)
- Zoneterapi
- Kropsterapi ( 1 år uddannelse)
- Håndlæsning
- Clairvoyance
- Corrective Sounds-behandlinger
- Matrix-Rhythm-Therapy
- NADA-akupunktur
- Cupping
- Breathwork
- Intuitiv Hypnose
- Et års forløb hos Pascal Jacobsen
- Sjælens reading
Hver eneste af disse metoder har givet mig nye indsigter og hjulpet mig med at arbejde med mit indre barn, slippe gamle mønstre og forstå, hvordan følelser sætter sig fast i kroppen som spændinger og blokeringer.
Det har været en rejse fyldt med både udfordringer og forløsning, hvor jeg ofte har grædt, følt mig håbløs, men også mærket en dyb transformation og styrke
En stærkere forståelse af mennesket og livet
De sidste 8 år har lært mig, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør, og hvad der egentlig ligger bag vores udfordringer.
Jeg har arbejdet intenst med mig selv og opnået en større forståelse for, hvordan sind og krop hænger sammen. Selvfølgelig har jeg stadig meget at lære, men jeg ved, at denne rejse har givet mig værdifulde erfaringer og en dyb forståelse for mennesker.
Personlig udvikling – en rejse værd
Personlig udvikling er ikke altid let. Det kræver, at vi tør at se vores skyggesider i øjnene og bearbejde de følelser, der kan være svære at håndtere. Men når vi tager det modige skridt og arbejder os igennem, åbner der sig en ny verden. Man lærer at forstå sig selv på et dybere plan og skabe et liv uden unødvendige begrænsninger.
Selvom det nogle gange kræver, at vi gør ting, vi ikke har lyst til, er belønningen stor: en dybere selvindsigt, styrke og friheden til at leve et liv i balance og autenticitet.